Udkast til visionsplan, som fremlægges på den ekstraordinære generalforsamling torsdag den 25. maj 2023 kl. 19.00 i klubhuset.
Der er nu lavet det udkast til visionsplan, som vil blive fremlagt på generalforsamlingen. Der er et par tekster, som inden generalforsamlingen vil blive tilrettet.
Tekster er nu tilrettet, så det er seneste udkast, som ligger her på siden.
Som svar på nogle af de spørgsmål, som vi har modtaget i forbindelse med visionsplanen er følgende sendt til alle medlemmer:
Hej
I forbindelse med, at vi har indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, har vi fået flere spørgsmål om, hvorfor vi holder generalforsamling i stedet for et medlemsmøde.
På generalforsamlingen i februar 2023, fik bestyrelsen et mandat til at få lavet en visionsplan for Hobro Lystbådehavn. Der er nu lavet et udkast til en plan.
For at vi kan komme videre med planen, har vi brug for at få et nyt mandat.
Som der vil blive redegjort for på generalforsamlingen, så er det en meget stor plan, som skal opdeles i etaper. Det er en plan, som hvis den skal gennemføres i sin helhed, vil række ud over mange år.
Derfor vil planen komme til debat på mange kommende medlemsmøder og generalforsamlinger.
Hver etape skal planlægges og projekteres. Der skal søges tilladelser og ikke mindst, så skal der findes økonomi til at gennemføre de enkelte etaper.
Vi er på nuværende tidspunkt orienteret om, at den indledende myndighedsbehandling vil tage 2 til 3 år.
I den periode skal der også planlægges og søges økonomi.
I den samlede plan er der taget højde for mange af de ideer og ønsker, som er kommet på det sidste.
Vi har ønsker om mere uddybning / oprensning af havnebassin. Plads til større og bredere både. Der er ønsker om faciliteter til tømning af holdingtanke, for campere og både.
Der er ønsker om nye kraner, til master, men også kran som kan løfte både på land. Vaskeplads til bådene.
Ønske om bedre forhold til at tanke diesel.
Alt sammen ideer, som er indarbejdet i planen, dog uden at der er besluttet noget i detaljer, eller om vi ved om det kan gennemføres.
Som det er beskrevet i planen, er forslaget til første etape, at der laves nye flydebroer. I første omgang en ydre flydebro, som vil give et roligt bassin. I første etape kan der indtænkes en udskiftning af bro 2 og 3.
Når det på et tidspunkt er gennemført, skal der så vurderes hvilke af øvrige etaper som så skal gennemføres.
En af vurderingerne har gået på, at hvis vi får et mere lukket bassin, så vil flere måske lade båden blive i vandet hele året. Det vil jo så gøre behovet for mere landplads mindre, hvilket kunne betyde, at der ikke skal ændres på de forhold vi har på land.
Vi ved også, at myndighederne i fremtiden vil stille større krav til lystbådehavne. Det forsøges at få synliggjort, men uden at vi behøver at være firstmover. Vi kan godt vente på andres erfaringer.
Bestyrelsen håber på, at vores medlemmer er enige i, at det er en plan som kan arbejdes videre med. At vi selvfølgelig skal være enige i, at for hver etape, skal der ske en godkendelse på en generalforsamling, men at der nu kan arbejdes videre med myndighederne kommunen og fonde m.v. om rammerne for at komme i gang. Der skal søges tilladelser fra kystdirektoratet, Trafikstyrelsen, søfartsstyrelsen og Mariagerfjord Kommune. Der er ingen sikkerhed for at vi kan få godkendelserne, men vi vil gerne have et mandat til at prøve. Ligeledes vil vi gerne have et mandat til at prøve projektet af hos potentielle fonde, som jo vil være helt afgørende for økonomien i projektet, da Hobro Sejlklub jo under ingen omstændigheder kan håndtere økonomien alene.
Samtidig vil en visionsplan være et værktøj til brug for de fondsansøgninger vi skal have lavet for at kunne gennemføre det.
Så når vi i et punkt på generalforsamlingen indstiller til, at vi godkender planen, er det i første omgang et mandat til at komme i gang med etape 1, de ydre flydebroer. Når der er et forslag til etape 1, kommer det på generalforsamling til godkendelse. Herunder hvordan økonomi kommer til at se ud.
Vi er bevidst om, at det her vil tage 8 – 10 år at få gennemført, hvis det hele skal udføres. Set i lyset af den forfatning vores haveanlæg efterhånden er i, kræver det at vi tager fat, nu og ikke venter endnu en årrække med at gøre noget.
Derfor er det også vigtigt at præcisere, at det ikke er en samlet plan som kommer til afstemning. Der er jo slet ikke lavet nogle detaljer endnu. Men at vi søger et mandat til at komme i gang med planlægning af etape 1.
Jeg håber at ovenstående forklarer, hvad det er, at bestyrelsen søger mandat til. Ovenstående vil blive yderligere uddybet på generalforsamlingen.
Med venlig hilsen
På vegne af bestyrelsen
Ole Madsen