< Tilbage

Læsøturen - Info og program06-08-2020 - 19:54

Så er der program og seneste nyt om Læsø turen. 

Det er tid til betaling og bindende tilmelding.

LÆSØTUREN 2020

 

Sommerferien er ved at være afsluttet for de fleste af os, så derfor er det nu tiden for endelig og bindende tilmelding til året store begivenhed, vores traditionsrige herretur til Læsø i september måned.

 

Vi er 47 glade forhåndstilmeldte deltagere og 14 både, der stævner ud fra Hobro Sejlklub onsdag den 2. september kl. 16:00 med kurs mod Øster Hurup. Vi mødes ved flagriggen kl. 15:45 til en kort briefing inden afgang.

 

Bindende tilmelding sker ved at indbetale 300 kr. pr. deltager via Mobilpay til 60 40 34 04 eller overførsel til konto 2450-8976430 Nordea bank. Indbetalingen skal ske senest den 16. august 2020. Skipperen står for samlet indbetaling for hver enkelt båd.

 

Turudvalget afvikler naturligvis programmet på året tur i henhold til de til enhver tid gældende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen i forhold til Covid-19, dette medfører desværre at det ikke er muligt at servere morgenmaden som buffet, men vi har i stedet valgt den løsning at der torsdag, fredag og lørdag morgen fra kl. 8:00 udleveres en pose med morgenbrød/pålæg m.m. til hver båd, men der er ikke inkluderet drikkevare, hvilket betyder at I selv skal sørge for kaffe, the, m.m. ombord.

 

Turudvalget sørger for at vi kan afvikle de fælles aftenspisninger ifølge retningslinjerne i forhold til afstand og adgang til sprit.

 

Havneafgiften i både Øster Hurup og på Læsø afregner hver båd via betalingsautomaten på havnen.

 

Fredag aften vil vi naturligvis mødes til hummergilde, så derfor bedes i sende en mail på carsten.sorensen@iveco.com eller sms på 60403404 hvor I bestiller det antal kilo I ønsker til besætningen.

 

Programmet for 2020 er:

 

Onsdag kl. 16:00 afgang mod Øster Hurup, bådene sørger selv for forplejning undervejs, ETA Øster Hurup ca. kl. 21:00


Torsdag kl. 08:00 uddeling af morgenmads pakke, herefter afgang mod Læsø, ETA Vesterø Havn imellem kl. 14:00 – kl. 15:30


Torsdag kl. 16:00 ølsmagning i fælleslokalet, Randers Bryghus præsentere et udsnit af de mange spændende læskedrikke fra deres brede sortiment. Lars Nørgaard vil som sædvanlig guide Jer igennem junglen af smag og procenter 😊 dertil serveres en nøje udvalgt selektion af Læsø tapas.


Torsdag kl. 19:00 mødes vi igen til fælles spisning på kajen eller i fælleslokalet, afhængigt af vind og vejr, bådene sørger selv for at medbringe både grill, kød, drikkevarer m.m.


Fredag fra kl.08:00 uddeling af morgenmadspakke.


Fredag kl. 09:00 når fiskerne anduver Vesterø Havn med friske hummerhaler afhentes disse på kajen og betales via Mobilpay direkte til Asbjørn (dagspris som sædvanlig)


Fredag kl. 11:00 – kl. 13:00 mødes vi alle i fælleslokalet til et spændende foredrag af Christian Liebergreen, under mødet vil der være mulighed for at købe kolde øl og snacks til forbrugervenlige priser. (vi har fået enkelte tilkendegivelser fra deltagere der af tidmæssige årsager ikke sejler med til Læsø, men ankommer senere via Læsø færgen, I skal naturligvis også have mulighed for at overvære Christians fortælling, dette koster kun 150 kr. der skal indbetales via Mobilpay)

 

 

Overskriften på Christians fortælling er:  Ikke to bølger er ens.

 

I sommeren 2012 tog Christian Liebergreen afsted på en jordomsejling, der førte ham gennem de største, øde og mest blæsende steder i verden. Han var ni måneder om denne tur, hvor han helt alene og uden at gå i land på noget tidspunkt kom i den eksklusive gruppe på knap 200 mennesker i verden, der har gennemført en sådan tur.
Christian fortæller, hvordan det føles og tackles når man ikke ser et andet menneske og oceanerne er ens forhave og baghave i 260 døgn.
Foredraget handler om troen på sig selv, hvordan man kommer jorden rundt uden at være sponsoreret, og ikke mindst bevarer forstanden i ensformigheden, selvom der ikke er to bølger, der er ens ude på havene.

 

Fredag kl. 19:00 mødes vi til Hummergilde/fælles spisning på kajen eller i fælleslokalet afhængigt af vind og vejr, hovmesteren ombord på de enkelte både sørger for at passende tilbehør og drikkevarer medbringes til alle ombord.

 

Lørdag kl. 08:00 uddeling af morgenmadspakke, hvorefter den officielle del af turen er afsluttet, herefter er det op til besætningen på de enkelte både om de afgår mod Øster Hurup eller vælger at afsejle på et senere tidspunkt i løbet af weekenden.

 

 

 

Vi glæder os meget til at vi mødes, og som det fremgår af programmet for årets tur er det en kombination af noget vi kender og tilsat noget nyt som endnu ikke før er præsenteret for Jer, men med den positive tilgang I normalt har til livet som sejler uanset vind og vejr er vi overbeviste om at vi igen i år får en god og interessant tur som sæsonafslutning 2020.

< Tilbage