< Tilbage

Nedtælling til Havnens Dag på Hobro Lystbådehavn29-05-2018 - 22:03

Hvem bliver ikke glad af lidt sol i kinderne og lyden af bølgeskvulp mod bolværket?

Hobro Sejlklub og de mange andre engagerede initiativtagere til Havnens Dag i Hobro, er nu klar til at inviterer lokalbefolkningen til Havnes Dag lørdag den 9. juni - som blot én havn ud af 100 danske lystbådehavne.

En lang række klubber og aktører er gået sammen om at lave et rigtig godt program for Havnens Dag i Hobro. De var forleden samlet for at pudse de sidste detaljer af. Deltagerne er fra MB Jagt og Fiskeri, Sejl Sikkert, Hobro Ro- og Kajakklub, Mariager Fjord Kajak, Dueligheds Undervisningen, Mariager Fjord Ungdomsskole, Kamas, Bramslev Vandskiklub, Dykkerklubben Cimbrerne, Hobro Sejlklub, Mariagerfjord Kommune, Lyst Fartøjsmuset, Bådelauget Betta Dan samt Mariagerfjord Fritidsfiskerforening.

 

Det er projekt »Vild med Vand«, der sammen med landets lystbådehavne, står bag Havnens Dag, hvor alle kan opleve og teste et hav af aktiviteter både til lands og til vands.

 

- Den smukke Mariager Fjord er et naturligt samlingspunkt for byen, og målet er at inspirere alle - unge som gamle - til at benytte de fantastiske muligheder, som fjorden og områderne omkring fjorden rummer.

Hobro Sejlklubs lokale Vild med Vand-tovholder Ole Madsen glæder sig sammen med sine kolleger til at tage imod en hel masse nysgerrige og sommerparate mennesker, der har lyst til at tilbringe en hyggelig dag med hinanden på Hobro Lystbådehavn.

 

- Og forhåbentlig vil mange af dem få lyst til at vende tilbage til os eller en af den mange øvrige klubber og foreninger der er med til Havnens Dag - og måske på sigt være en endnu større del af pulsen ved vandet, ved at benytte sig af alle de aktivitetsmuligheder, som vi sammen har adgang til, siger han og fortsætter:

 

- Vi tror på, at Havnens Dag kan være med til at åbne Hobro Lystbådehavn op for lokalbefolkningen og styrke samarbejdet mellem klubber og aktører omkring fjorden, så det bliver mere naturligt for alle at benytte havnen med dens gode faciliteter og område som et socialt samlingspunkt, uanset hvordan man er tilknyttet på kryds og tværs.

 

-Vi håber mange vil kigge forbi Hobro Lystbådehavn for at snuse til stemningen og lade sig rive med af de mange spændende gratis aktiviteter - eller for blot at slentre en tur langs panoramaruten.

 

- På dagen vil der være et hav af gratis oplevelser for alle. Formålet med Havnens Dag er, at lokalbefolkningen får øjnene op for samværet og alle de aktiviteter, som havnen og fjorden indbyder til.

 

- Det drejer sig ikke kun om traditionel sejlads, og muligheden for at gå på besøg på en båd, men også om en lang række både nye og velkendte aktivitetsformer som for eksempel Stand Up Paddle, bål og hygge, en tur på vandet, fiskebassin for børn, og meget mere.

 

Kendt ambassadør

- 25-årige Theis Midé Erichsen, kendt fra Kurs mod fjerne kyster på TV 2, er udnævnt som ny ambassadør for Havnens Dag 2018. Det er svært at forestille sig en bedre repræsentant. Livet ved, på og under overfladen er altafgørende i hans tilværelse.

< Tilbage